Lån fra hovedaktionær til selskab: Armslængde og dokumentation

Det er helt almindeligt, at en hovedaktionær låner penge til sit eget selskab. Det kan være nødvendigt i en opstartsfase, ved midlertidig likviditetsmangel, ved investeringer eller som led i en rekonstruktion af selskabets økonomi.

Men selv om dispositionen ofte virker enkel, er den skattemæssige behandling langt fra altid ukompliceret.

Et lån fra hovedaktionæren til selskabet er ikke omfattet af de særlige regler om aktionærlån, der gælder den modsatte vej – altså når selskabet låner penge til hovedaktionæren. Det betyder dog ikke, at området er uden skattemæssige risici. Tværtimod.

Når hovedaktionæren har bestemmende indflydelse i selskabet, er lånet en kontrolleret transaktion. Det betyder, at vilkårene skal svare til, hvad uafhængige parter ville have aftalt. Det gælder ikke kun renten, men også løbetid, afdragsprofil, sikkerhed, forfaldstidspunkt og den samlede realitet i aftalen.

Armslængde er mere end en markedsrente

Mange fokuserer alene på, om renten er ”rimelig”. Det er vigtigt, men ikke tilstrækkeligt.

Skattemyndighederne kan se på hele låneforholdet. Ville en uafhængig långiver have accepteret de samme vilkår? Ville der være krævet sikkerhed? Ville der være fastsat afdrag? Ville lånet være ydet på samme tidspunkt og med samme risiko?

Hvis svaret er nej, kan der ske skattemæssig korrektion.

Et rentefrit eller lavt forrentet lån kan i visse tilfælde være forretningsmæssigt begrundet – eksempelvis hvis hovedaktionæren midlertidigt understøtter selskabets likviditet i en opstarts- eller krisesituation. Men begrundelsen skal kunne forklares og dokumenteres. Uden dokumentation kan skattemyndighederne korrigere vilkårene, så der skattemæssigt indregnes en markedsmæssig rente.

Det kan medføre beskatning hos hovedaktionæren, ændringer i selskabets skatteopgørelse og i visse tilfælde sekundære skattemæssige konsekvenser.

Når et lån reelt ikke er et lån

En af de væsentligste fejlkilder opstår, når et formelt lån i realiteten minder mere om egenkapital.

Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis selskabet er insolvent eller økonomisk svækket, og der ikke er realistisk udsigt til tilbagebetaling. Hvis der samtidig ikke betales renter, ikke afdrages, ikke rykkes for betaling, og lånet løbende forlænges uden reel forhandling, kan lånet skattemæssigt blive vurderet anderledes end det, parterne selv har kaldt det.

I sådanne situationer kan konsekvensen være, at lånet behandles som kapitaltilførsel, tilskud eller i andre sammenhænge får en anden skattemæssig kvalifikation end forventet.

Det er derfor ikke nok, at der står ”lån” i bogføringen. Der skal være realitet bag.

Dokumentationen er ofte det, der afgør sagen

For både virksomhedsejeren og dennes revisor eller rådgiver bør første spørgsmål være: Ville dette materiale kunne bære en kontrolsag?

En robust låneaftale bør som minimum tage stilling til:

• lånebeløb og udbetalingstidspunkt
• rente og renteberegning
• løbetid og afdragsvilkår
• forfald og misligholdelse
• eventuel sikkerhedsstillelse
• mulighed for førtidig indfrielse
• parternes forretningsmæssige begrundelse for vilkårene

Jo mere selskabets økonomi afviger fra en almindelig kreditværdig låntager, desto vigtigere bliver dokumentationen. Hvis et selskab eksempelvis har svag egenkapital, underskud eller usikker drift, skal rådgivningen omkring lånevilkår være tilsvarende skarpere.

Tynd kapitalisering kan også få betydning

Reglerne om tynd kapitalisering begrænser i visse tilfælde selskabets fradragsret for renter og kurstab, hvis forholdet mellem gæld og egenkapital bliver for skævt.

I praksis rammer reglerne især koncernintern gæld og tredjemandslån, hvor der er stillet sikkerhed af en kontrollerende ejerkreds eller koncernforbundne selskaber. Det er derfor ikke altid selve hovedaktionærens direkte lån, der udløser problemet, men den samlede finansieringsstruktur omkring selskabet.

En typisk fejl er at overse, at tredjemandslån med sikkerhedsstillelse fra ejerkredsen kan blive behandlet som kontrolleret gæld. En anden fejl er at forsøge at forbedre gæld/egenkapital-forholdet ved kortvarige kapitalindskud omkring balancedagen. Sådanne løsninger kan rammes af særlige regler, herunder kravet om, at egenkapitalindskud skal forblive i selskabet i mindst to år for at kunne medregnes i visse opgørelser.

Det er et område, hvor en umiddelbart praktisk løsning kan blive dyr, hvis den ikke er gennemtænkt skattemæssigt.

Forkert rådgivning kan blive dyrt

Fejl på dette område handler sjældent om, at hovedaktionæren ikke må låne penge til sit selskab. Det må hovedaktionæren som udgangspunkt gerne.

Fejlene opstår typisk, når lånet etableres uden tilstrækkelig rådgivning, uden reel aftale, uden markedsmæssige vilkår eller uden sammenhæng mellem den civilretlige dokumentation og den skattemæssige behandling.

Konsekvenserne kan være betydelige:

• korrektion af rentevilkår
• nægtelse eller begrænsning af rentefradrag
• beskatning af fikserede renteindtægter
• omkvalifikation af lån til egenkapital eller tilskud
• maskeret udlodning i komplekse lånestrukturer
• genoptagelse af tidligere indkomstår
• risiko for skattestrafferetlige konsekvenser ved grove eller systematiske fejl

Det er især alvorligt, hvis rådgivningen har været for overfladisk, eller hvis dispositionen efterfølgende forsøges ”repareret” med bogføringsmæssige korrektioner uden reel dokumentation.

Den værdiskabende rådgivning ligger i strukturen

Et lån fra hovedaktionær til selskab bør ikke blot bogføres. Det bør struktureres.

Den gode rådgivning består i at vurdere, om lånet skattemæssigt og kommercielt hænger sammen, før pengene flyttes. Det kræver en vurdering af selskabets økonomi, formålet med lånet, renteniveauet, sikkerheden, tilbagebetalingsevnen og den øvrige finansiering.

For virksomhedsejeren giver det tryghed. For revisoren eller rådgiveren giver det et stærkere grundlag for korrekt regnskabs- og skattebehandling. Og for selskabet reducerer det risikoen for dyre efterreguleringer.

Hos CY Consult ApS ser vi netop værdien i at få aftaler, dokumentation og skattemæssig behandling til at hænge sammen fra starten. Det er ofte her, den største forskel skabes: Ikke ved at gøre tingene mere komplicerede, men ved at sikre, at de er gennemtænkte, dokumenterede og holdbare.

Konklusion

Lån fra hovedaktionær til eget selskab kan være et både legitimt og hensigtsmæssigt finansieringsværktøj. Men det er ikke en formalitet.

Når ejer og selskab er interesseforbundne parter, skal lånet kunne tåle en armslængdevurdering. Der skal være realitet i tilbagebetalingsforpligtelsen, klare vilkår, korrekt rentefastsættelse og opmærksomhed på reglerne om blandt andet tynd kapitalisering.

Den praktiske anbefaling er derfor enkel:

Behandl lånet, som om det var ydet mellem uafhængige parter – og sørg for, at dokumentationen viser det.

Det kan være forskellen på en robust finansieringsløsning og en dyr skattesag.